Stav svære engelske ord rigtigt hver gang
Ud over udtalen og grammatikken er en af de største udfordringer ved det engelske sprog stavningen. For selvom du måske ikke har svært ved at formulere dig og sniksnakke med folk, kommer det svære, når du skal til at skrive ordene, du udemærket godt kender mundtligt, ned på et papir. Stavning på engelsk er nemlig ikke det nemmeste. Mærkelige kombinationer af bogstaverne går amok, og udtalen er ikke altid den samme som stavningen. Det er derfor intet under, at både studerende og engelsktalere selv ofte har problemer med at stave svære engelske ord rigtigt.
Vi har udvalgt 10 af de sværeste ord på engelsk og givet et par tips til, hvordan du kan undgå at stave dem forkert. Good luck!
1. Necessary
Sikke et ord! Er denne engelske djævel et ord, der skal staves med to c’er, to s’er eller begge? Løs gåden ved at forestille dig selv tage en trøje med kun ét ærme på. Det er ikke nemt, vel? Selvfølgelig ikke, fordi: it’s necessary for a shirt to have one collar (et c) and two sleeves (og to s’er).
2. Stationary vs. Stationery
De her to ord betyder noget helt forskelligt. “Stationary” betyder noget stationært og fastlåst, mens “stationery” henviser til kontorredskaber som blyanter, viskelædre, papir og kuverter. Men hvordan kan man vide, hvad der er hvad? Tag –ery (den sidste del af ”stationery”) og husk på, at e’et står for erasers og envelopes, der begge to er helt normale ting at have på et kontor.
3. Separate
Når du udtaler ordet, lyder det som “seperate”. Men at stave det på den måde er heeeelt forkert. For ikke at lave den fejl igen, skal du prøve at forestille dig en stor, klam rotte. Det er et billede, du ikke vil kunne få ud af hovedet i lang tid. Og så er det bare om at huske på, at: “there’s a rat in “separate”.
4. Affect vs. Effect
Disse homofoner (ord der lyder ens, men staves og/eller betyder noget forskelligt) laver rav i mange engelskopgaver over hele verden. Og hvordan husker du så, hvornår det ene skal bruges frem for det andet? Her må begyndelsesbogstavet være din guide. “Affect” begynder med et “a” og leder tankerne hen på en action, mens “effect” begynder med et “e” og får dig til at tænke end consequence.
5. Embarrassed
Pinligt berørt over at du ikke kan finde ud af at stave dette ord rigtigt? Du er ikke den eneste! Det her er nemlig et andet eksempel på, hvordan dobbeltkonsonanter skaber lidt problemer. Men denne gang har vi brug for at huske både et dobbelt-r og dobbelt-s. For at have endnu et billede i hovedet, kan du forestille dig en lille dreng, der bliver meget pinlig over sin søster, der synger helt forfærdeligt: “He goes really red when his sister sings.”
6. Compliment vs. Complement
“Compliment” er en positiv ting, du siger om eller til en anden person, mens ”complement” er noget, der fungerer godt sammen med noget andet. For eksempel er ost et vildt godt komplement til vin. For at huske, hvad der er hvad, kan vi jo tage fat bogstavet i midten. Det modsatte af ”compliment” er ”insult”.
7. Accommodation
Wow, endnu et dobbeltbogstav. For at holde styr på de to dobbelte bogstaver i ordet kan du prøve at forestille dig selv checke ind på et værelse på et luksushotel med to kæmpestore dobbeltsenge: ”The best accommodation has two double beds”.
8. Rhythm
”Rhythm” er et underligt ord med kun én vokal og hele to usædvanlige h’er. Du er ikke den eneste, der synes, det er svært at huske. Prøv at tænke på et dansegulv, der er fyldt med glade, dansende mennesker, der twister rundt. Nu kan du lære at stave ”rhythm” ved at bruge denne nemme mnemoteknik: “Rhythm helps your two hips move.
9. Dessert vs. Desert
“Dessert” (dessert) er langt fra det samme som “desert” (ørken). Men hvilket af ordene har et dobbelt-s? Forestil dig selv nyde en vanvittigt lækker chokoladekage, bananasplit eller hvad du ellers elsker mest af søde sager. Vil du have mere? Det tænkte vi nok! Vær klar til at tilføje endnu et “s”, for når det kommer til en “dessert”, vil vi altid have en lille smule mere.
10. Dilemma
Med alle disse stavedilemmaer er det jo oplagt at have denne med også. Folk glemmer ret ofte det andet ”m”, når de staver det svære ord. Men alt, du skal gøre, er bare at huske på, at “Emma has a dilemma.”
Vi håber disse råd har givet dig lidt mere ro på, og endnu mere mod til at lære engelsk. Hvis du ikke kan vente med at komme i gang, så læs vores nye blog med 10 tip til at lære engelsk hurtigere.