Min sprogrejse til Nice & Hawaii med EF
Tobias har både været med EF i Nice, Sydfrankrig i 2021 og på paradisøen O’ahu på Hawaii i 2022. Her kommer Tobias 5 bedste tips til en sprogrejse som alle burde kende til.
Personlig udvikling
Jeg plejer at sige, at jeg tog afsted som en dreng og kom hjem som mand… Psst! Overdrivelse fremmer forståelsen. Tre uger i Frankrig på en individuel sprogrejse løftede mig på mange punkter. Jeg lærte at være selvstændig og styre mit eget liv. Jeg har altid været glad for at være hjemme i trygge omgivelser, men en sprogrejse lærte mig at vaske mit eget tøj, være selvstændig og selv holde styr på mine penge og min hverdag.
Nye relationer
Nye sociale relationer er det vigtigste ved en sprogrejse for mig. De sociale relationer og venskaber man opbygger på en sprogrejse, er på lige fod med dem man får sig på et efterskole og udvekslingsår. Det er super tætte bånd, som binder en sammen. At være sammen med en anden person (nærmest) 24 timer i døgnet 7 dage om ugen, gør at man bliver virkelig tætte sammen. Efterfølgende har min amerikanske roomie besøgt mig i Danmark, boet med mig et par dage og prøvet at være med en dag i gymnasiet. Jeg har også selv rejst rundt og besøgt sprogrejsevenner i USA, Frankrig og Sverige. Jeg har nu venner i næsten alle afkroge af verden, hvilket er noget som jeg sætter uendelig meget pris på.
Undervisning og sprog
Jeg var rusten til fransk før min sprogrejse. Det skal ikke være en hemmelighed. Jeg var også rusten de første par dage på EF’s sprogskole. Der gik dog ikke mange dage før jeg fik tungen på gled og kunne snakke ganske fint fransk i sprogskolens accepterende atmosfære. EF går meget op i at prøve sig frem og at det er okay at lave fejl. Det gjorde, at jeg og alle andre elever hurtigere lærte sproget og hvordan man snakker med de lokale.
Modenhed
Næst efter de sociale relationer er modenhed en af de punkter, hvor jeg har udviklet mig mest. Jeg er blevet meget mere moden efter mine sprogrejser til Frankrig og Hawaii. Det hænger til dels sammen med min personlige udvikling, men også fordi jeg på sprogrejserne var sammen med unge, som var lige dét ældre eller yngre end jeg. På den måde lærte jeg have det sjovt med andre unge, selvom de måske ikke var på alder med mig.
Gå-på mod
At tage på en sprogrejse kræver at man har benene solidt plantet i jorden og at man kan finde ud af (eller har lyst til at prøve) at stå på egne ben. Man lærer meget hurtigt at tage ja-hatten på og bare prøve alt muligt fedt på ens sprogrejse. Jeg har lavet alt fra at snorkle med fisk og skildpadder til at springe i faldskærm på mine sprogrejser.
Jeg vil for evigt have minderne og erfaringerne fra mine sprogrejser i baghovedet, for de har været med til at forme den Tobias jeg er i dag.