I Rom… må skik følge eller land fly
Hvis du har smag for enestående kunstværker, kulhydratrig kost og historisk arkitektur, så er der god chance for, at Rom allerede er på din bucket-list. Ellers er det nu, du skal skrive den på! Rom er ikke bare en populær turistdestination, men en pulserende storby, hvor nyt og gammelt øjensynligt smelter sammen i en endeløs strøm af museer, spændende spiseoplevelser og suveræne seværdigheder.
Vil du lære at navigere på de tætpakkede pladser, udsigtspunkter og fortove? Så stop her og læs med: vi giver dig fem do’s and dont’s for at klare menneskemængderne og blende ind blandt de lokale. Lad os kalde det en lokal guide til Den Evige Stad.
1. Tag vandreskoene på
Helt ærligt, Rom har virkelig mange ting at byde på, men offentlig transport er ikke en af dem. Hvis du virkelig vil udforske byen, så skal du droppe metroen, glemme alt om busserne (de virker alligevel ikke rigtigt) og begive dig afsted på gåben. Byen er trods alt et stort museum, og hvorend du går hen kan du spotte smalle, romantiske gader, små kirker og hipsterbutikker.
Ekspert-tip: Hvis du bliver tørstig af al motionen, for fortvivl ej! Der er springvand på næsten alle byens torve.
2. Tag de sene aftener og tidlige morgener i brug
Dette gælder særligt i højsæsonen (juni til august), hvor byen er oversvømmet af millioner af turister. Nødt til at slås med de andre turister for at få en selfie foran Trevi-fontænen? No grazie! Besøg de mest populære steder i de tidlige morgentimer eller endda sent om aftenen, så vil du få en helt anden oplevelse. Ved daggry og skumring er byen rolig og stille, og du kan nyde monumenternes skønhed uforstyrret.
Ekspert-tip: Piazza del Popolo er en sand perle om aftenen – snyd ikke dig selv for oplevelsen!
3. Grazie og per favore er vejen frem
Italienerne elsker små venlighedfraser i hverdagen. Det vil spare dig en del besvær (og penge), hvis du lærer at udtrykke taknemmelighed på deres sprog, og det vil gøre din helhedsoplevelse i Rom bedre. Små ting som at sige ”Grazie” med et smil til personen, som serverer din kaffe, kan give dig et gratis glas vand eller et stykke chokolade.
Ekspert-tip: Vil du udvide din kommunikation med de lokale udover kaffebestillingen? Lær italiensk mens du er i byen.
Og mens vi taler om kaffe…
4. Kend din caffé
Det er sandt nok: italienere er helt besat af kaffe. I Rom indtages kaffen som fast ritual morgen, middag og aften. Men tro ikke, at du kan gå ind på enhver italiensk café og bestille hvad som helst (se vores guide til kaffebestillinger rundt om i verden). Nej, når vi taler om kaffe i Rom, er der vigtige regler.
Først og fremmest, tjek lige tidspunktet: hvis det er efter kl. 11, eller du lige har spist, så skal du ikke bestille cappucino. Sorry, men italienerne væmmes ved tanken om at blande varm mælk med mad i maven.
Dernæst: ikke så meget pjat med kaffen. Drop tanken om pumpkin spice latte eller mint frappucino.
Og til sidst: sig endelig ikke ”espresso” når du bestiller. I Rom er en ”caffé” en espresso. Du kan ikke få filterkaffe. Og hvis du siger ”expresso” kan du lige så godt gå igen – det er ikke en fastfood-restaurant. Men med det sagt, så skal du stadig være på dupperne: bestil hurtigt, højlydt, have pengene klar. Og du skal ikke sætte dig ned for at nyde din kaffe, med mindre du vil betale 20-50 procent ekstra.
Ekspert-tip: En caffé latte er en espresso med steamet mælk (uden skum). Hvis du bestiller en latte i baren vil du – modsat herhjemme – få et helt almindeligt glas mælk. Så husk at spørge efter caffé latte.
5. Indånd historien
Brug en guide, en bog eller bare din telefon til at lære om Roms berømte bygninger, pladser og malerier. Der er ikke noget bedre, end at slentre gennem de ældgamle brostensgader og virkelig forstå symbolikken og den historiske kontekst bag kunsten, arkitekturen og den fantastiske italienske kultur, som du befinder dig midt i.
Ekspert-tip: mit sidste råd til at undgå menneskemængderne i Rom er simpelthen at styre i den modsatte retning. Gå gennem den smalle passage, følg sidegaden, kig dig omkring, prøv den anden indgang. Lad dig selv fare vild i øjeblikket.
Jeg håber du får et fantastisk besøg i Rom – indtil da – arriverderci!