Interview: FC Barcelona fan i Spanien
Julie på 20 år har været i Barcelona i 6 måneder og studere spansk med EF Studieår i Udlandet. Jeg har taget en snak med hende om, hvordan det er at bo i et land som Spanien, og hvordan en typisk hverdag så ud for hende.
**Fortæl lidt om dig selv
**Jeg har en lillesøster på snart 17 år, og vi er vokset op i en lille by i Jylland, som hedder Beder. Jeg kan rigtig godt lide sprog, især spansk, så jeg læser og øver mig lidt her og der, men håndbold og dans interesserer mig meget. Jeg spillede håndbold i 7 år, men måtte stoppe på grund af mine dårlige knæ, og så har jeg blandt andet danset for AGF.
**Hvorfor valgte du Barcelona til dit studieår?
**Jeg valgte Barcelona frem for de andre spanske destinationer, fordi jeg er kæmpe FC Barcelona fan – både håndhold og fodboldholdet. Så det trak i mig. Selvfølgelig ville jeg ned og se mine idoler spille, men det var også den af de spanske destinationer, jeg havde hørt mest om.
**Hvorfor valgte du at rejse med EF Studieår i Udlandet?
**Jeg sad og var næsten færdig i 3.G på gymnasiet og ville gerne ud og opleve verden. Jeg studerede spansk i mine tre gymnasieår, så det var også en grund til, at jeg ville til et spansktalende land. Så jeg ledte efter firmaer, som tilbød rejser, samt læring under ens ophold. Så fandt jeg frem til mulighederne med EF Studieår i Udlandet, og så fik jeg tilmeldt mig.
**Hvordan er det at bo i Barcelona?
**Jeg valgte at bo hos en værtsfamilie, hvilket jeg er overlykkelig for. Jeg fik den dejligste familie og en lige så fantastisk roomie fra Norge. Det hele fungerede, og familien inkluderede én i deres vaner og gøren. Her i Danmark bor jeg i villahus, så jeg skulle lige vænne mig til at skulle bo i en lejlighed, men det var slet intet problem. Jeg synes det var så hyggeligt og rart, at man på en eller anden måde var tættere på hinanden, end hvis man boede i hus.
**Hvordan var det at gå på EF skolen?
**Jeg har aldrig i mit liv kunnet lide at gå i skole, men EF Barcelona var helt igennem fantastisk. Klasselokalerne var store og åbne, kæmpe fællesareal med sofaer og borde. Der var også en terrasse, som blev brugt, især når vejret var godt. Vores undervisning foregik selvfølgelig på spansk, hvilket for nogen var lidt svært, da de aldrig havde talt spansk i deres liv. Men jeg synes, at lærerne var gode til at bruge kropssprog og gøre alt i deres magt for at få alle til at forstå og følge med.
**Beskriv en typisk dag i Barcelona?
**Mine dage var lidt forskellige, alt efter hvordan mit skema var lagt. Nogle dage skulle jeg møde kl. 08:40 og havde fri kl. 13:00, andre dage var fra 11:40 og så 1 times pause fra 13:00-14:00 og så to klasser mere og fri kl. 16:50. Men en typisk dag var, at jeg stod op og gjorde mig klar, tog bussen og var fremme noget tid før timerne startede. Efter skole (især i starten af mit ophold) tog vi ud og spiste efter eller fik noget kaffe. Men efter jeg havde været der noget tid, havde jeg set de fleste attraktioner, så derfor tog jeg de fleste dage bare hjem og fik lavet mine lektier og hang ud med min værtssøster.
**Hvad lavede du i din fritid, mens du var afsted?
**Jeg hang ud med min værtsfamilie eller mine venner fra skolen. Det kunne være alt fra at tage en gåtur ved Barceloneta (ved stranden) eller shoppe. Det var meget afslappende, og man gjorde egentlig bare lige, hvad der passede én. Så hvis man havde lyst til et eller andet specielt, var det intet problem, fordi alt er lige i nærheden i Barcelona, især med de hurtige transportmidler, der var at finde i byen.
**Kan du mærke på hvilke områder, du udviklede dig, mens du var afsted?
**Jeg har udviklet mig utroligt meget sprogligt. Jeg kom og kunne tale meget lidt spansk, til nu at kunne tale det næsten flydende. Det er jeg så glad for, især fordi spansk er mit yndlingssprog. Men ikke kun mit sprog udviklede sig, jeg udviklede mig også som person meget ansvarsmæssigt; alt fra min økonomi, men også bare min afhængighed af mig selv i en helt ny storby og et andet sprog. Man udvikler sig meget mentalt også. Man er jo væk fra det vante og alt det man kender, til at skulle danne sig nye vaner og få en ny hverdag til at hænge sammen. Man skal også være meget åbentsindet, da der er mange andre personligheder og nationaliteter, der skal være plads til. Man skal give plads til, at andre har andre synspunkter, og være positiv indstillet overfor andres holdninger.
**Har du mødt nye mennesker og nye kulturer udover den spanske?
**Under mit ophold var der elever fra over 12 forskellige lande – alle med forskellige holdninger og meninger. Lige fra Brasilien til Sydkorea. Folk gør ting anderledes, end hvad man er vant til, men det er det fede ved det hele. Verden fungerer ikke helt ens, og det er interessant at møde kulturer og hører om, hvordan andre lever. En ting i den spanske kultur jeg skulle vænne mig til, var deres sene spisevaner. I min familie i Danmark spiser vi aftensmad omkring 17-18-tiden, men jeg skulle vænne mig til først at få mad ved 21-22-tiden. Så min mave havde det lidt hårdt i starten. Men det hele gik fint med tiden. Nu prøver jeg bare at få mine madvaner til at ændre sig tilbage til den danske, fordi nu hvor min familie spiser, er jeg jo ikke sulten.
**Hvad vil du tage med dig fra dit studieår?
**Det er en svært spørgsmål, da der er så mange ting, der har været gode. Jeg vil selvfølgelig bevare mine venskaber og holde kontakten. Så venskaberne tager jeg med, samt min spanske familie. Nu er jeg godt nok 20 år, men jeg vil helt sikkert tage det med, at jeg har boet uden mine danske forældre og kan godt selv – selv i et helt andet land. Så når jeg flytter hjemmefra, så ved jeg at det nok skal gå, fordi hvis jeg kan klare mig i Spanien, så kan jeg også klare at bo selv i en lejlighed.
**Hvad er dit bedste tip til andre der overvejer et studieår i udlandet?
**Spring ud i det med åbne arme. Der er 100% nogen, der nok skal gribe dig og holde sig tæt. Vær åben og giv plads til forskelligheder – og husk at smile. Det kom jeg i hvert fald langt med. Og der var også folk, der greb mig, og de er nogle af de mest fantastiske mennesker, som jeg har mødt. Det er kendskaber for livet.
Vil du til Barcelona? Tag afsted i enten 2 – 24 uger eller 6, 9 eller 11 måneder.