Et år i USA gør dig moden
16-årige Signe Skov Jensen tog på High School i Californien. Da hun for første gang kørte ind gennem dalen til den Californiske by Modesto, der skulle være hendes nye hjem i et helt år. Blev hun overrasket over det gulplettede, afbrændte landskab, som udfoldede sig foran hende. De dybe søer i dalen var indskrænket til en femtedel af deres oprindelige størrelse. Det var konsekvenserne af den værste tørke, staten nogensinde har haft. Og Dragør-pigens nye hjemby var den by, der var allerhårdest ramt.
– Da jeg kom ud af bilen, var det 38 grader. De gule pletter på jorden viste sig at være tørret græs. Nogle steder var der endda helt sort efter små brande, siger Signe.
Efter 9. klasses-afslutningen på Dragør Skole Nord har Signe hele dette skoleår gået på amerikansk high school i Californien. Det gjorde hun med uddannelsesorganisationen EF Education First. Her boede hun hos en værtsfamilie, mens hun lærte om forskellene på sin opvækst i Dragør og sit nye liv i Modesto.
– I Danmark er vi slet ikke vant til at tænke så meget over vores vandforbrug. Men hos værtsfamilien passede jeg for eksempel meget på med, hvor lange mine bade var. Og vi vaskede kun op én gang om ugen, siger Signe.
Det er heller ikke kutyme at skænke vand til maden på restauranterne i Modesto, med mindre kunderne selv spørger efter det, forklarer hun.
At sammenligne kulturer
Da Signe rejste fra Dragør, havde hun en forventning om, at amerikanerne ville have en masse spørgsmål til kulturen og livet i Danmark. Og den forventning viste sig da også at blive indfriet.
– Nogle af mine allerbedste venner kunne slet ikke forstå, at vi ikke talte engelsk i skolen og i hjemmet, når nu jeg var så sikker i sproget. De kunne nemlig ikke altid høre min danske accent og havde svært ved at forestille sig, at jeg kun havde lært alt det i engelsktimerne og gennem musik og tv, siger Signe.
Signe lærte også meget om sin egen kultur ved at fortælle om den til andre.
– Da jeg tog af sted, var jeg ikke specielt stolt af Dragør og Danmark som sådan. Men derovre skal man jo repræsentere sit land, og jeg lærte hurtigt, at det var spændende at fortælle om H. C. Andersen, rugbrød, Mads Mikkelsen og det multikulturelle samfund, vi har herhjemme, siger Signe.
Da Signe havde været af sted et halvt år, kunne hun sagtens mærke, at hun ikke bare havde lært meget om sin egen kultur, men også om sig selv.
– Jeg har lært at forholde mig roligt i svære situationer. Der var situationer, hvor jeg måtte sige ”suck it up” til mig selv, selvom det nogle gange var hårdt. Sådan er det at blive mere selvstændig-, siger Signe.
På amerikansk skole
At gå på amerikansk high school er meget anderledes fra Signes hverdag på Dragør Skole Nord. I USA vælger eleverne selv, hvilke fag de vil have, og har ikke på samme måde en fast klasse som i Danmark.
– At jeg havde fag med forskellige elever i løbet af dagen gjorde, at jeg fik snakket med mange flere mennesker. I Danmark er det hele mere fastlagt. Derovre kan du gøre dine high school-år til dine egne, siger Signe.
Det faglige niveau på skolen svingede meget. Signe havde med vilje valgt matematik på et nemt niveau, fordi hun ikke på forhånd kunne de matematiske betegnelser på engelsk. Fag som engelsk og psykologi var på højere niveau og en større udfordring for Dragør-pigen. Her læste Signe tekster fra 1700-tallet på engelsk, men det tog hun i stiv arm og endte da også med at klare sig godt.
– Jo mere man sætter sig for at lære, jo bedre bliver man. I starten var det svært med de gamle tekster, men i dag ville jeg kunne læse Shakespeare lige så godt som alle andre amerikanere, forklarer Signe.
Skole og sport i én
En anden forskel er, at eleverne går til sport på hendes high school i californien.
– I Danmark har vi ikke sportshold på skolen, men i USA er sport en integreret del af skoledagen. Det er lidt ligesom på film, hvor hele skolen kender navnene på skolens basketball-team. Jeg spillede selv golf på skolens hold, Enochs Eagles, griner Signe.
I Dragør spiller Signe også golf en gang om ugen i Dragør Golfklub og tager ofte ud og slår 18 huller med sin far. Signe plejede at spille på et elitehold, men kan godt lide, når sport er for sjov og ikke bliver for seriøst. Det er også den holdning, der er på skoleholdene i USA, hvor det ifølge Signe er mere festligt og fællesskabsagtigt.
– I USA er der store Friday Night Lights, hvor man har skolens farver på hver fredag. Man bliver helt pumpet af stemningen, siger Signe.
Homecoming var det bedste
Signe mærker wauw-fornemmelsen brede sig i kroppen, da hun sammen med vennerne deltager i high schoolens homecoming-uge.
– Det var det øjeblik, hvor jeg tænkte: Wauw, det her er, hvorfor jeg tog til USA, siger Signe.
Homecoming er en uge, hvor elever og lærere ærer skolen og dens ånd i ægte amerikansk stil med masser af aktiviteter. Det hele kulminerer i en festlig fredag med årets fodboldkamp, hvor skolens amerikanske football-hold spiller derby mod naboskolen.
– Jeg var lige begyndt at komme rigtig tæt på mine venner, og den dag var vi alle klædt ud i kostumer. Der var bilparader, madboder og lege, og vi var alle malede i hovedet, mens vi skreg på vores hold, siger Signe.
Vennerne er da også nogen, som Signe efter sin hjemkomst til Danmark har holdt kontakten med.
– Jeg har snakket rigtig meget med mine venner Lexi og Carter. Hvis de rejser til Europa efter deres high school-graduation, har vi også aftalt, at de skal lægge vejen forbi Danmark, siger Signe.
Selv startede Signe efter sommerferien på Johannes Gymnasiet på den sproglige linje Fransk A, Engelsk A og Samfundsfag B.