En nybegynders guide til britisk humor
Storbritanniens unikke tilgang til humor kan måske virke forvirrende til at starte med. Med masser af selvironi og uigennemskuelig sarkasme, der altid siges med et udtryksløst ansigt, kan britisk humor virke som et helt nyt sprog. Men frygt ikke. Vi har lavet en guide for nybegyndere, som gør det nemmere at forstå (og bruge) britisk humor!
Grin af dig selv
Nøglen til at forstå britisk humor er, at du ikke tager dig selv alt for seriøst. Vores standard humor sætter fokus på vores egne fejl. Vi kaster lys over vores egne nederlag for at virke mere ydmyge, tilgængelige og nemmere at relatere til. Der er ingen plads til egoer i britisk humor. Akavede sammentræf, klodsethed og pinlige øjeblikke er alle solide selvironiske emner.
Eksempler: “I’m really not very good at self-deprecation comedy.” “I look like I got dressed in the dark this morning!” “I’m so bad at cooking- I could burn water.” “I couldn’t run a bath, let alone this race. I make snails look speedy.”
Komikere, der kan anbefales: Jon Richardson, Richard Ayoade, Jack Whitehall og Sarah Millican
Tv-shows, du kan tjekke ud: Would I Lie to You?
Vent, Jokede de?
Kombiner selvironi med en smule underspillet sarkasme, og så har du hovedingredienserne til britisk humor. Sarkasme og ironi er i vores DNA. Det bruges i kombination med verdensklasse timing og næsten altid med et udtryksløst ansigt, der vil efterlade dig undrende over, om det virkelig var en joke (eller ikke?).
Det kan være svært at spotte sarkasme i et nyt sprog og i en ny kultur, og i Storbritannien er der ikke fokus på de sædvanlige hints som hyperbler (overdrivelse) og et overforbrug af adjektiver, hvilket gør det sværere at gennemskue sarkasmen. Heldigvis bruges sarkasme så ofte i hverdagen, at du snart vil være et naturtalent til at opfange det. Lad dig vejlede af tonen, konteksten og de nonverbale fingerpeg, såsom et stolt smil, der breder sig over ansigtet på den person, som taler (Briter har svært ved at skjule deres fryd over en perfekt timet, sarkastisk kommentar).
Eksempler: “Oh, so you do know how to answer your phone?” “I absolutely love it when my train is delayed.” “I really like how loud you play your music.”
Komikere, der kan anbefales: Jack Dee, David Mitchell og Stewart Lee
Tv-shows, du kan tjekke ud: The Thick of It, The IT Crowd, The Office
Tag ikke det vi siger seriøst
Briter er kendte for at være meget, meget høflige, men et stensikkert tegn på at en brite kan lide dig er, hvis de glædeligt ‘fornærmer’ dig med en lejlighedsvis, vittig kommentar sagt med et glimt i øjet. Dette er ikke smålige erklæringer, men en munter ping-pong af verbale udvekslinger med et smilende ansigt og uden en undskyldning. Det kan bruges til at bagatellisere forskelle mellem nye venner i et forsøg på at starte en samtale.
Et afgørende element i at mestre britisk humor er at vurdere, hvad de personer, du er sammen med, synes er sjovt. En kommentar sagt med et glimt i øjet er ikke altid passende. Det handler om at tilpasse din humor til anledning og sted.
Eksempler: “How have you never seen Frozen?! What’s wrong with you?!” “I can’t be friends with someone who doesn’t drink tea!” “I can’t be seen in public with a Manchester United supporter!”
Komikere, der kan anbefales: Ricky Gervais, Lee Nelson og Simon Amstell
TV-shows, du kan tjekke ud: The Inbetweeners, Friday Night Dinner og Peep Show
Briter kan finde humor i næsten alt
Briter bruger humor til at lette selv det mest uheldige, triste øjeblik. Der er få emner, vi ikke joker om. Humor bruges ikke til at støde og fornærme andre, men snarere fordi briter tyr til latter som en form for medicin, når livet slår dem og deres nærmeste til jorden. Modgang og nederlag er almindelige emner i britisk comedy – forudsat at jokesene er taktfulde (selvom ’galgenhumor’ ikke er ualmindeligt). I de fleste kulturer er der ’en tid og sted’ til humor. I Storbritannien er dette ikke tilfældet.
Eksempel: “I tripped and fell over in front of everyone but at least I didn’t embarrass myself!”
Komikere, der kan anbefales: Jimmy Carr, Billy Connolly og Micky Flanagan
Tv-shows, du kan tjekke ud: Little Britain og Black Books
Til trods for Storbritanniens ry som et ret seriøst sted, er humor virkelig nationens grundværdi – vi søger altid at sætte krydderi på vores dag med et drys af latter.
Fotografi af Adrian Clark, Flickr / Creative Commons