GO Blog | EF Blog Danmark
Det seneste inden for rejser, sprog, kultur af EF Education First
MenuGratis brochure

En nybegynders guide til at rejse alene

En nybegynders guide til at rejse alene

For hver person, der elsker at rejse alene, findes der 20 andre, der hellere vil gå barfodet på varmt kul. For dem er ideen om at rejse alene fyldt med uvished. Men hvis du er interesseret i at opleve verden på egen hånd, så skal du vide, at det at rejse alene ikke er så skræmmende, svært eller umuligt, som du måske går og tror. Faktisk så kan det med lidt planlægning snildt vise sig at være det bedste, du nogensinde har gjort for dig selv.

HVOR SKAL DU HEN? OG HVORNÅR SKAL DU AFSTED?

Lav en plan

Inden du styrter ud og køber den første flybillet, du kan finde, så sæt dig ned og overvej, hvilken tur du gerne vil ud på. Forestil dig selv midt på din ideelle rejse. Hvor er du? Måske er du i en kystby, en kosmopolitisk by som London eller Sydney, på vandretur i Canada, smager lokalt mad i Japan, læser i udlandet eller er på en cykeltur gennem Italien. En anden idé er at skrive alle de lande ned, du gerne vil besøge, og så highlighte dem, der får din puls til at stige, og som passer perfekt til en solo-tur.

Beslut hvorfor

Næste skridt er at overveje, hvilken sæson eller årstid, du kan rejse på. Hvis der er begrænsninger for, hvornår du kan rejse (måske på grund af dit studie eller job), så vend det til noget positivt. Det gør absolut intet, hvis du kun kan rejse i vinterhalvåret. Brug lavsæsonen til din egen fordel og rejs billigt rundt.

AT MØDE ANDRE MENNESKER

Rejs socialt

For mange, der drømmer om at rejse alene, er ensomhed noget af det, de frygter allermest. Der er selvfølgelig nogle dele af din tur, du kommer til at bruge alene, men sandheden er, at det er få af dem, der rejser alene, der er alene 100% af tiden; og dem, der gør, er som regel dem, der rent faktisk ønsker at være alene. Hvis du derimod gerne vil møde nye mennesker, mens du er på farten, så bare rolig – der er masser af måder, du kan få nye venner på. Du kan starte med at overveje en mere social form for indkvartering, såsom couchsurfing (hvor du bor hos nogle lokale) eller at leje et værelse hos en Airbnb vært.

Læs i udlandet

Hvis det at møde nye mennesker er på din to-do-liste, kan det også være en idé at studere i udlandet. Måske vil du gerne lære et nyt sprog, lære at surfe, dykke, lave mad, danse eller måske lære at tage helt fantastiske billeder. Engelsk bliver undervist i hele verden (forestil dig selv og dine nye klassekammerater i Australien, England, Irland, USA, New Zealand, Malta eller Sydafrika!), og at tilmelde dig et kursus er en skudsikker måde at få nye venner på – som oftest er på samme alder som dig selv, og som også deler dine interesser. Andre aktiviteter – som at danse salsa i Colombia, madlavningskurser i Thailand, surfing i Australien eller taekwondo i Sydkorea – passer måske bedre til dig. Udover at blive venner med ligesindede unge vil du også blive på én destination i længere tid, og dermed kan du virkelig lære stedet at kende.

PAKNING

Når du skal pakke til en længere tur, er det vigtigt at huske at pakke let. Når du er på vej ud på et månedslangt eventyr, kan det godt virke som en umulig opgave – men med få ændringer kan det snildt lade sig gøre.

Vær selektiv

Fra toiletsager til tøj og elektronik – pak selektivt. Pak kun tøj til en uge ad gangen, og sørg for, at det er muligt at mixe og matche det tøj, du så pakker. Hvad toiletsager angår, så pak miniversioner  – du skal alligevel købe nogle af tingene, når du kommer frem, specielt hvis du er afsted på en længere tur (det samme gælder for tøj). Og slutteligt skal du lade være med at fylde din kuffert med unødvendigt elektronik. Verden er ultra-forbundet og med internet-cafeer og WiFi på hoteller og cafeer, behøver du ikke tage al din elektronik med hjemmefra. Hvis du har planer om at studere i udlandet, kan du overveje at tage din bærbare computer med; men solo-rejsende, der bevæger sig fra sted til sted, kan sagtens klare sig med en smartphone eller en lille tablet.

Men vigtigst af alt så husk på, at du ikke skal til Mars! De ting, du måske har glemt – tænk mobiloplader, toiletsager og ikke-receptpligtig medicin eller en helt speciel trøje – kan købes på din destination.

TRANSPORT

En af fordelene ved at rejse alene er, at du kan rejse til en ny destination, når det passer dig… Og helt uden du skal diskutere det med en hel gruppe eller en rejsemakker. Men hvordan kommer du så rundt? Tog, busser og fly vil være dine primære transportformer. Når du skal vælge mellem dem, så tænk over, hvor meget fleksibilitet og komfort, du har brug for.

Hop på et tog

Tog – især i Europa – tilbyder en masse komfort på både korte og længere ture og inden for alle EU’s grænser. Men da det lynhurtigt bliver dyrt at købe enkeltbilletter, er det en rigtig god idé at købe en lande- eller tidsspecifik Eurail eller Interrail billet. Det er også muligt at rejse med tog i Asien, Australien og mange andre lande: for information om de forskellige togruter, der er i hele verden, så tjek Seat 61 – en fantastisk one-stop-shop, når det kommer til toginformation.

Bus

Hop på/hop af busser i Europa, Australien og New Zealand er andre muligheder for rejsende, der gerne vil rejse igennem flere lande eller regioner. Fordelen ved at bruge de her services er, at du selv bestemmer, hvor længe du vil blive på de enkelte destinationer, inden du rejser videre til den næste. Ulempen er, at busruterne kun stopper i udvalgte byer, så det er ikke muligt at være 100% fleksibel, hvis der er et bestemt sted, du gerne vil se (Der er mange virksomheder, der tilbyder denne service, så her er Google din ven! Bare søg på ”hop on off bus + land for at sammenligne).

Fly

En tredje mulighed er at flyve. I Europa er der mange lavprisflyselskaber såsom EasyJet, Ryanair og Vueling. Du kan også finde de billigste fly ved at sammenligne priser online (prøv Skyscanner, Momondo og Kayak). Flyvning sikrer den korteste rejsetid. En ret stor ulempe ved at flyve – specielt med lavprisflyselskaber – er, at det ofte ikke er muligt at refundere dine billetter eller at ændre dem, så du skal være sikker på dine datoer og destination, inden du booker. Derudover skal du, modsat til bus og tog, holde dig inden for de kilo, flyselskabet bestemmer, du må have med. Det problem kan du dog snildt overkomme med vores tips til at pakke håndbagagen som en pro.

SIKKERHED

Selvom sikkerheden måske er en af dine største bekymringer, når du rejser alene, så er faktum, at de fleste lande er lige så sikre som Danmark, og langt størstedelen af de mennesker, du kommer til at støde på, vil være fantastiske! Men for at berolige dig (og dine forældre), så husk at det ikke er svært at være sikker, mens man er på farten. Du kan starte med at følge de her simple principper:

Fortæl folk, hvor du er

Hvis du studerer eller bor i udlandet, så send din nye adresse til din familie og hav den tæt på dig både i en notesbog og i note-appen på din telefon. Husk også at informere dem derhjemme om dine rejseplaner, inden du tager afsted, og om de ændringer du laver i den, mens du er afsted.

Hold værdigenstande ude af syne

Lad være med at flashe dine smykker, dit kamera og andet dyrt elektronik. Eller endnu bedre, lad dem blive derhjemme. Når du er ude og på farten, så hold dine penge og værdigenstande tæt på kroppen (aldrig i lommen!), og lad være med at efterlade dine ejendele uden opsyn eller på sædet ved siden af dig. Helt grundlæggende så er der ingen grund til at trække andres opmærksomhed hen på dine værdigenstande eller at friste lommetyve.

Del dine penge op

Du skal aldrig have alle dine penge eller kort på dig på én gang. Du skal derimod have mindst ét kort på dit værelse og kun have de kontanter på dig, du har brug for på farten. Det er også en rigtig god idé at scanne dit pas, dine bankkort og andre ID-kort og sende dem til dig selv og dine familiemedlemmer, så du altid har adgang til dem. Disse simple tips kan spare dig for en masse tid og sikre, at du ikke mister besindelsen, hvis du mister nogle af dine værdigenstande på rejsen og har brug for at få tilsendt nogle erstatningspapirer.

Lad være med at tage unødvendige risici

Ville du virkelig gå gennem et mørkt, ukendt nabolag om aftenen helt alene? Meget af det, du opfatter som ”farligt”, kan undgås ved ikke at handle irrationelt og stole på din mavefornemmelse. Undgå unødvendige risici ved ikke at lade dine drinks være uden opsyn på noget tidspunkt, ved ikke at gå alene om aftenen, ved at observere hvordan de lokale går klædt og ikke tage med fremmede ud på en tur, der lyder underlig.

Rejs til udlandet på egen håndLær mere
Bliv opdateret på destinationer, sprog og kulturer i vores GO nyhedsbrev.Skriv dig op