Emmas amerikanske homecoming
Fulgte du med på Instagram, da Emma var til homecoming på sin High School i Californien?
Hvis ikke, så får du hele historien her!
Homecoming er ugen, hvor de amerikanske High School elever er helt oppe at køre over sæsonens sidste football-kamp og den store parade. Men foregår det virkelig, som vi ser det på film og Netflix med flotte footballfyre, piger i prinsessekjoler og cheerleader-intriger?
16-årige Emma Lundhof er en af EF’s danske udvekslingselever, som lige nu udlever det ægte amerikanske High School-drøm. I august startede Emma i 11th grade på San Luis Obispo High School i Californien. Her bor hun bor hos en værtsfamilie, som allerede har introduceret hende til mange af byens aktiviteter – bonfires, barbeques og farmer’s markets.
Dog er homecoming en af de helt store begivenheder, som samler skolen og lokalområdet. Det er nemlig footballholdets sidste hjemmekamp, og det markeres med en hel uges festligheder, den såkalte ”Spirit Week”, der afsluttes med en kæmpe fest på skolen dagen efter kampen. Emma fortæller, at der hver dag i ugen var et tema, og eleverne klædte sig ud. Her ses Emma med sin veninde klædt ud som ”Dynamic Duo” i skolens team-farver:
Fredag løb den store homecoming rally af stablen: en stor, festlig parade, som Emma fik oplevet helt tæt på. Rally er en stor del af High School-kulturen, hvor alle eleverne samles i gymnastiksalen til forskellige underholdende aktiviteter, og man hylder skolens sportsfolk. Der er selvfølgelig cheerleaders, cadillacs og masser af confetti.
Selve footbalkampen var ugens højdepunkt, selvom Emma ironisk forklarer “Min skoles football team er virkelig dårligt. De vandt overhovedet ikke en eneste kamp sidste sæson. Vi tabte vores første kamp 38-10. Udover det var det virkelig sjovt og hyggeligt.” På den måde kan man ikke sige, at festen blev en fejring af holdets succes, men ikke desto mindre var der arrangeret tøsehygge: ”Inden selve festen tog jeg hjem til en veninde sammen med 7 andre piger, hvor vi gjorde os klar, tog billeder og hyggede os.” Siger Emma, som i aftenens anledning var hoppet i en buksedragt fra Danmark og havde fået lavet flotte negle sammen med en veninde.
”Festen var virkelig sjov. Vi stod i kø 30 min, fordi der var så mange mennesker. Men ellers var det meget som en almindelig gymnasiefest” beskriver Emma næste dag.
Sådan fik Emma oplevet en ægte amerikansk homecoming – en god fest uden cheerleader-intriger og tiaraer, men med masser af dans og venindehygge. Tak til Emma for at give os indblik i hendes californiske hverdag.