EF udtalelser: Emma fra Tyskland på EF Tokyo

Japan er ret langt væk, er det ikke? Og hovedstadsområdet i Tokyo er det tættest befolkede i verden... Hvad tænkte jeg på, da jeg pludselig besluttede mig for at lære japansk i Japan? Et sprog, der langt fra er let at mestre.

Jeg må indrømme, at tvivlen begyndte at snige sig ind på mig, inden jeg begav mig ud på mit tre måneder lange eventyr i Tokyo: Kan jeg klare alt det her? Var det ikke en skør idé? Med den lange transporttid fra værtsfamilien til skolen, vil jeg så overhovedet have mulighed for at tilbringe tid med mine venner? Ængstelig ringede jeg til EF-kontoret, og de beroligede mig: Den slags transporttid er normal i en storby, og de fleste sprogstuderende føler en vis nervøsitet. Men jeg ville bestemt ikke fortryde denne rejse. Og det var præcis sådan, det gik.

Min værtsfamilie

Min værtsfamilie boede lidt uden for Tokyo, nærmere bestemt i Saitama, som grænser op til Tokyo mod nord. Jeg delte det lille hus med den legesyge gravhund Ron samt min hjertevarme værtsbedstemor, mine to værtsforældre og min ældre værtssøster, som arbejdede som frisør i Tokyo.

Jeg fik jackpot med min værtsfamilie - sammen tog vi på udflugter i området, gik på indkøb og lavede mad. Men det var ikke kun det; i løbet af tre måneder blev de en rigtig lille familie for mig: Min værtsmor tog sig kærligt af mig, da jeg var sengeliggende i en uge, trøstede mig, når jeg ikke havde det godt, og spurgte hver dag, hvad jeg havde lært i skolen. Selv i dag udveksler vi stadig jævnligt beskeder og sender postkort til hinanden.

Klasserne

Men jeg var ikke rejst hele vejen fra Tyskland til Japan bare for at sidde og lave ingenting. Formålet med rejsen var trods alt at lære japansk. Og hvilket bedre sted at gøre det end EF's sprogskole i hjertet af Tokyo - i Shibuya?

Skolen ligger på 27. etage i Shibuya Cross Towers og har en fantastisk udsigt over hele byen. Derfra kan du se Tokyo Tower, den berømte Meiji Shrine og Tokyo Skytree fra forskellige vinduer. Takket være denne utrolige skyline glemmer man næsten, at man faktisk er på en skole.

Selve undervisningen er en kombination af almindelige sessioner i en fast klassegruppe og SPIN-Classes, Special Interest Courses. I SPIN-klasserne har du mulighed for at uddybe dit ordforråd og dine grammatiske færdigheder eller prøve kræfter med kunsten at lave japansk kalligrafi, Shodo.

I starten kan det være lidt udfordrende, da de fleste lærere nægter at svare på engelsk i timerne eller give detaljerede forklaringer på engelsk. Men med tiden indser man, at det er den bedste metode til at fordybe sig fuldt ud i et sprog. Lærerne er utroligt tålmodige og forklarer alt, indtil du virkelig forstår det.

Men det er ikke kun lærerne, der giver den hele armen; skolens ledelse og hele EF-personalet er der også for at hjælpe dig med praktiske ting som at forlænge dit visum eller ledsage dig til apoteket eller hospitalet i tilfælde af sygdom.

Min fritid

I min fritid er der så mange ting at opleve! Der er udflugter arrangeret af skolen, f.eks. et besøg på Studio Ghibli-museet, se kirsebærblomster ved Meguro-floden eller en traditionel japansk danseklasse. Mange af disse aktiviteter er gratis.

Selvfølgelig har du ikke disse oplevelser alene - for på skolen kan du ikke undgå at møde mennesker fra hele verden. Da alle er nye i en ukendt by og lærer et sprog, som de typisk kun kender meget fragmentarisk gennem manga og anime, opstår der overraskende hurtigt nye venskaber.

På EF's regelmæssige »International Day« har du mulighed for ikke kun at lære om japansk kultur, men også at udforske mange andre lande og deres skikke.

Konklusion

Det, der overraskede mig mest ved turen, ud over hvor godt det hele gik, og hvor meget jeg forelskede mig i Tokyo, var, at jeg faktisk lærte japansk. Og jeg lærte meget mere, end jeg nogensinde havde troet var muligt.

Da jeg ankom til Tokyo, havde jeg et vist kendskab til to af de tre skriftsystemer og et ordforråd på ferieniveau, svarende til hvad de fleste mennesker har til spansk eller italiensk. Hej, hvordan går det? Undskyld mig lige. Værsgo, tak. Men det var stort set det hele. Efter bare en måned i Tokyo var jeg i stand til at deltage i smalltalk, selv med folk som min værtsfar, der næsten ikke talte engelsk.

Hvad med efter tre måneder? At sige, at jeg nu taler perfekt japansk og kan læse og forstå alt, ville være en overdrivelse. Men jeg kan godt tale om mig selv og diskutere forskellige emner med japanere, selv om jeg af og til må slå op i en ordbog.

Jeg har mødt så fascinerende mennesker, hvis liv jeg ikke ville have fået indblik i uden dette sprogkursus: mangategneren i metroen, de to lidt okkulte studerende, kollegerne, der får en drink med deres chef, eller den unge mand, hvis største drøm er at arbejde i Tyskland. Og det er jeg utrolig taknemmelig for.