10 steder du skal se i 2018
Så er vi hoppet ind i 2018, og du ved hvad det betyder: “Nyt år, nye tider”. Men hvad med “Nyt år, nye steder?” Ja, personlig udvikling og vækst sker ikke kun i fitnesscenteret eller efter en juice-kur – det kan også komme gennem rejser. Og verden er så fuld af fantastiske steder at besøge, men jeg kan jo starte med at give dig mine top 10 steder, du skal opleve i 2018.
1. Petra, Jordan
Mellemøsten er fyldt med vidundere, og Jordan er ingen undtagelse. Mens du uden anstrengelse kan flyde rundt i Det Døde Hav eller tage på ørkenvandring i Wadi Rum, så er Jordan mest kendt for sit arkitektoniske mesterværk: Petra. Dette UNESCO verdensarvsområde blev udhugget i en klippeside så tidligt som 312 f.kr. og blev først genopdaget i 1812 af en schweizisk rejsende. Hvis du er til historie og arkæologi, så skal Petra være i toppen af din rejseliste for 2018.
2. Great Barrier Reef, Australien
Ud for kysten i Queensland, Australien, finder du mere end 2,253 kilometer af det største koralrev på planeten. Så det skal naturligvis være på din must-see-liste. Dette verdensarvsområde er også kendt som The Blue Outback, og har tusindvis af fiskearter og bløddyr, hundredevis af fulgearter, hajer, pigrokker og masser af delfinarter, hvaler og marsvin. Jeg bliver helt overvældet ved bare at skrive om det – så forestil dig, hvordan det må være i virkeligheden! Frygt ej, hvis du ikke har dykkerbevis. Snorkling er helt klart nok til at nyde et af verdens syv originale vidundere.
3. Kauai, Hawaii, USA
Kauai tager prisen for det mest regnfulde sted på jorden. Og selvom regnen ikke er så god for os med tendens til kruset hår, gør al denne nedbør det til et tropisk paradis. Forestil dig: sceniske vandrestier, indigofarvede vandhuller, hvor du kan svømme, smukke cykelruter og fascinerende dykning i korallernes farverige økosystemer. For mig, og åbenbart også ifølge Huffington Post, er den beste vandrerute i Hawaii sandsynligvis Awaawapuhi Trail på Kauai. Ruten går igennem enorme klipper over Stillehavet, og giver dig de mest fascinerende udsigter, som vil slå benene væk under dig (forhåbentlig ikke bogstavelig talt).
4. Victoria Falls, Zambia og Zimbabwe
Få to lande i ét, når du besøger Victoria Falls. Kendt som “røgen der buldrer”, er dette vidunderlige vandfald, som deler Zambia og Zimbabwe hverken det højeste eller bredeste vandfald på planeten, men dets kombinerede højde og bredde gør det til det største i verden. Eftersigende er Zimbabwe-siden den mest insta-venlige, men hvorfor ikke tjekke udsigten fra begge sider og selv danne dig et indtryk? Hvis du er en adrenalin-junkie, så tag til Victoria Falls broen, hvor du enten kan zipline over den, bungee jump’e fra den, eller hoppe ud og svinge dig over Zambezi floden #YOLO
5. Zhangye Danxia, Kina
Når du tænker på Kina, er det nok den kinesiske mur og pandaer, der står klarest, men det er kun fordi du ikke har hørt om Regnbuebjergene. Normalt er forvitring og erosion nogle langsomme og temmelige kedelige affærer,men i dette tilfælde har det skabt fantastiske farvestriber langs bjergsiderne i Zhangye Danxia. Du skal nok ikke forvente at se enhjørninge mens du er der, men det er alligevel ret eventyrligt at udforske røde, grønne og gule bjerge.
6. Yosemite National Park, Californien, USA
Når folk tænker på Californien, er det ofte solrige strande fyldt med berømtheder og flankeret af palmetræer. Jeg forstår det godt, den varme californiske strand-livsstil er fantastisk, men jeg lover dig, at hvis du er villig til at kigge udenfor rammen og tage op i Sierra Nevadas bjerge, så vil du finde en helt ny side af Californien, som du aldrig havde forestillet dig. Vi taler om Yosemite National Park. På hver side af nationalparken er både skyskrabere og granitbjerge, hviskende vandfald og uendelige skove, så den er både et mekka for klatrere, vandrere og campister. Mærket The North Face, som startede i San Fransisco, har endda baseret deres logo på den berømte form af Yosemites halve kuppel. Med hundredevis af vandreruter og klatresteder at vælge imellem, er parken ikke bare tilgængelig for alle, den er også latterligt fotogen. Tjek bare #yosemite på Instragram for en smagsprøve på skønheden.
7. Torres del Paine National Park, Chile
Du kan nok regne ud, at jeg er natur- og vandre-entusiast, så jeg er nødt til at tilføje endnu en nationalpark. Men hey – det er 2018, ikke? Et af dine nytårsfortsæt er helt sikkert at komme i bedre form, så værsgo – du kan takke mig senere. Uanset hvad, så er alt du skal vide, at du i Magallanes-regionen i den chilenske del af Patagonien kan finde flere får end mennesker, smaragdgrønne dale, livlige floder, glasklare søer og en verden fuld af is i form af gletsjere og isbjerge – det er absolut fantastisk. Men det er også barsk, ubarmhjertigt, og er blevet kåret som et af jordens mest ugæstfri steder. Det er derfor jeg vil anbefale dig at planlægge dit besøg til januar eller februar. Enhver anden tid på året vil det formentlig være for koldt, vådt, blæsende og generelt barskt til at det for alvor bliver sjovt. Men januar og februar… stol på mig, det er det hele værd!
8. Rom, Italien
Mens mange siger, at Paris er “Kærlighedens by”, så foretrækker jeg at se Rom som sådan, for Rom på Italiensk er “Roma”, der bagfra staves “Amor”, det spanske ord for kærlighed. Derudover, kan det blive mere episk, end en by kendt som “Den Evige Stad?”. Det er ikke bare en af de ældste beboede byer i Europa, den anses også i høj grad som arnestedet for den vestlige civilisation. Der er så meget historie at opleve her! Pantheon, Trevi-fontænen (en personlig favorit), Den Spanske Trappe, Colosseum og Vatikanet! På bare nogle få timer kan du se nogle af de største arkitekturhistoriske landmærker, og efter at have set Vatikanet, kan du endda traske hjem og prale af at have besøgt det mindste land i verden! Alt dette, og vi er endnu ikke begyndt at tale om al den lækre gelato og pasta du kan indtage overalt på din rute gennem Rom.
9. Costa Rica
Intet er bedre til at sikre nattesøvnen end en flok brøleaber foran dit vindue. Tjah, god nattesøvn er vel næppe grunden til, at du tager til Costa Rica i første omgang, vel? Vi kan starte ved verdensklasse-bølger til surfing i Tamarindo og fortsætte med at zipline gennem de disede skove i Arenal, og dernæst ned til de tætbevoksede jungler i Corcovado National Park. Der sker altid noget i Costa Rica!
Med mulighed for at opleve en fantastisk naturlig biologisk diversitet, vandring, mountainbiking, fulgespotting, surfing og strande, er der mange grunde til, at Costa Rica er på top 10 listen for 2018. Men mest af alt er det Costa Ricas “Pura Vida”-livsstil: kendt som det nationale motto, kan “pura vida” oversættes til “det rene liv” og er virkelig grundessensen af det Costa Ricanske liv. Det er goddag og farvel og en livsstil som tillægger værdi til de mennesker og aktiviteter, som lægger dig mest på hjerte. Med det i mente lyder det som om et par uger på “Tico Time” ville gøre os alle godt i det kommende år.
10. Mauritius
Mens jeg skriver dette, er der udenfor vinduet en blanding af sne og regn, som sandsynligvis har indflydelse på mit dagdrømmeri. Men for at være helt ærlig, så får Mauritius sjældent den kredit, den fortjener. Denne ø, som ofte bliver overstrålet af Seychellerne og Maldiverne, er så smuk, at jeg knap kan beskrive det med ord. Med de lækreste hvide sandstrande, fremragende forhold til surfing og dykning, samt solnedgange, der vil vælte dig bagover, er Mauritius virkelig et magisk sted. Der er altså en grund til, at afrikanske solnedgange er berømte!
På sydsiden kan du kitesurfe og vandre. Mauritius har været kraftigt påvirket af briterne, så bliv ikke forvirret når du skal køre i venstre side af vejen. Jeg nævner det fordi jeg virkelig vil anbefale at leje en bil for at komme væk fra kysten og ind i landet, hvor du kan få dejlige middage næsten 25 gange billigere og ti tusind gange mere autentiske. Hvad mere kunne man ønske sig?
Skål for et godt nytår og godt rejseår!