10 grunde til at du skal elske London
London er virkelig en vidunderlig storby. Der er mindst en million grunde til at elske London, men her er 10 af mine yndlings grunde til, hvorfor du skal hoppe på det næste fly til den federe-end-fed hovedstad.
Seriøst, hvad venter du på?
1. Den er enorm
Byen vil aldrig stoppe med at overraske dig! Fra Camden til Kensington og alt det indimellem, Londons forskellige distrikter har deres helt egne, specielle personligheder, men de omfavner alle The Big Smoke’s energiske tilgang til livet og excentriske charme.
2. Det er her, verden er
Fordi folk fra hele kloden bliver draget til byen, må London siges at være ligeså kosmopolitisk, som den er britisk. Byens mangfoldighed har sørget for, at London er en by med endeløse muligheder. Har du lyst til at se en film i en fransk biograf? Intet problem. Brunch på et nordisk bageri? Aftensmad på en autentisk mongolsk restaurant? Der er masser at vælge mellem. Det er ikke kun inden for gastronomi, at London nyder godt af mangfoldigheden – gennem årene har mangfoldigheden drevet kreativiteten og gjort hovedstaden til en international leder på flere områder.
3. Den hylder kreativiteten
I årtier har London været en magnet for kreative sjæle. Fra William Shakespeare til Jimi Hendrix og J.K. Rowling – mange af de store og de gode kunstnere er blevet inspireret af London. Byen tiltrækker stadig de allerbedste inden for musik, kunst og skuespil, stand-up og genier indenfor moderne litteratur. Utallige fiktions-værker er blevet og fortsætter med at blive skrevet om Londons gader. Se bare på karakterer som Sherlock Holmes, Harry Potter og Mary Poppins, der alle kalder London for hjem.
4. Du er omringet af musik
London bevæger sig til sit eget, fantastiske soundtrack. Med kunstnere som Ed Sheeran, Adele, The Beatles og the Rolling Stones har London produceret utallige artister, der har været med til at forme den internationale musikscene. Du kan se musikere optræde på alle ugens dage – og du kan vælge mellem alt fra superstjerner i The O2 Arena, indie rock på det historiske Brixton Academy til aspirerende kunstnere i Camden. Byen er vært for flere kendte sommer musikfestivaller, så som The British Summertime festival i Hyde Park og Wireless i Finsbury Park.
5. Nattelivet er legendarisk
To aftener i London behøver bestemt ikke at være ens. Fordyb dig i en tryllebindende musical i West End eller se nogle af Hollywoods største stjerner på den røde løber ved Leicester Squares store biograf. Besøg de fedeste pop-up barer og restauranter i Østlondon, eller smag på Londons legendariske natteliv i Soho eller Shoreditch.
6. Maden vil vælte dig omkuld
Det kan godt være at britisk kogekunst tit står for skud, men du vil blive positivt overrasket over, hvad London har at byde på. Supermoderne restauranter, lækker street food og eksperimenterende retter i excentriske omgivelser bidrager til Londons konstant udviklende mad-scene. Dermed ikke sagt, at det er umuligt at få en traditionel engelsk morgenmad eller en Sunday Dinner (som bestemt ikke er for dem, der forsøger at holde igen med kalorierne). Dem kan du nemlig få på de fleste traditionelle caféer og pubs.
7. Og sporten vil tage dig med storm
London er hjembyen for flere at de største fodboldklubber, men det er ikke kun inden for denne sportsgren, at byen brillerer. Wembley Stadium er vært for landskampe og NFL kampe, der sikrer, at det store stadium med plads til 90.000 tilskuere ofte er fyldt helt op. De Olympiske Lege i 2012 satte også et aftryk på byen – du kan tage dit håndklæde med til Stratford og hoppe i den pool, som Michael Phelps har svømmet i. Briterne er tossede med sport, og det bliver næsten ikke mere britisk end at bruge en hel dag på at se tennis på Wimbledon eller forsøge at forstå reglerne i cricket på Lord’s.
8. Det er her, de royale bor
Du har måske hørt om the British Royal Family – de er ret store i Storbritannien, specielt i London, hvor der bestemt er mulighed for at spotte en royal. Spadser en tur ned ad The Mall – den berømte tresporet vej der fører til Buckingham Palace. Her kan du se den prægtige ceremoni, der finder sted, når garderne har vagtskifte. Fra Buckingham Palace kan du gå igennem Hyde Park til Kensington Palace, hvor du kan være heldig at spotte the Duke and Duchess of Cambridge og Prins George og Prinsesse Charlotte.
9. Det er billigere, end du tror
London behøver ikke ruinere dig – du skal bare vide, hvor du skal lede og have vores liste med gratis ting, du kan lave i London i baghovedet. Et godt sted at starte er ved byens fantastiske samling af museer, der er gratis og perfekte på en regnvejrsdag. The National Portrait Gallery og Tate Britain huser klassisk kunst, imens Tate Modern er verdensleder i moderne kunst. Rejs tilbage i tiden på the British Museum og the National History Museum uden at bruge en krone. Når solen skinner er den bedste måde at lære London at kende på ved at spankulere igennem byens gader, og opleve alle de forskellige markeder byen har at byde på. Om aftenen kan du vælge imellem gratis koncerter og stand-up shows rundt omkring i hele byen.
10. Parkerne er super zen
Livet i London drøner derud af med 100 km/t, men det er let at træde et skridt tilbage og flygte fra byens hektiske liv. Byens parker, ligesom byen selv, er fuld af overraskelser – de gemmer på zoologiske haver, udendørs teatre og pools. At spise udendørs i en af de otte Royal Parks, en cykeltur igennem Holland Park eller at opleve byens skyline fra Greenwich Park eller Primrose Hill afslører alle sammen en blødere side af London, men det er også en side, der er allermest charmerede om sommeren.